fbpx
Kategorier
Blog

Hvornår må jeg have lov til at være mig selv?

Hvornår må jeg have lov til at være mig selv?

Hvordan undgår jeg den dømmende og bestemmende stemme i mit hoved?

Hvordan slipper jeg fri fra alle de regler, som jeg har været nødt til at indrette mig efter?

Det spørgsmål stiller mange, som er vokset op med en narcissistisk forælder.

Deres hverdag er fyldt med narcissistens ideer, værdier og ønsker. Selvom det måske er langt fra hvad man selv ønsker sig og står for.

Når voksne børn af narcissister gør noget som er i modstrid med narcissisten, tøver de og frygter at der falder brænde ned – fordi det plejer der.

Enten som et stort drama, hvor de bliver skældt ud eller med små skarpe kommentarer som ”ja, ja, du har jo aldrig kunnet finde ud af at dække et ordentligt bord, tsk”.

Opvækst med en narcissist.

En opvækst med en narcissist præger børnene langt ind i voksenlivet.
Selv efter at narcissisten ikke lever længere, har deres ord og tolkninger magt over børnene.

De er så vant til at være i alarmberedskab efter en barndom, hvor de skulle gå på listesko og forsøge at undgå at udløse narcissistens drama og angreb.

Børnene fik pålagt meget skyld:

  • Deres skyld at mor fik hovedpine, nu de var sådanne nogle dumme børn som ikke kunne finde ud af at gøre, hvad der blev sagt.
  • Deres skyld at far måtte drikke endnu flere øl, for at holde ud til at være hjemme hos den familie som ikke var noget værd.
  • Deres skyld at der var øretæver i luften. De kunne jo bare være lige så søde som naboens børn, for det var jo børn som kunne finde ud af at opføre sig ordentligt og ære deres forældre.

Hvorfor gør børnene ikke bare oprør, når de bliver voksne?

Det er der nogle som gør. De stærke som har haft andre strategier end at rette ind efter narcissistens krav.
De stærke har taget mange kampe i barndommen og tager ofte afstand, når de bliver voksne.

Men de børn som var ”de gode” i barndommen, dem som narcissisten kunne manipulere, hvordan klarer de overgangen til voksenlivet?

Ofte fortsætter de med at yde max service til narcissisten. Kommer ofte hjem og hjælper med indkøb, rengøring, madlavning og kørsel. De leverer en udvidet husholdningsservice, selvom de også har deres eget liv og egen familie.

De får sjældent ros for deres store indsats, men hvis de gør, er det kun i korte perioder, hvor de er oppe på piedestalen og nyder at være den bedste i familien:

  • Den som kan finde ud af at hjælpe
  • Den som kan gøre rent på den rigtig måde
  • Den som kan sørge for at tingene bliver gjort ordentligt.

Men faldet fra piedestalen kan ske pludseligt og uden varsel.

Pludselig kan de ikke finde ud af noget, de skal ikke tro at de er noget og det er deres skyld at ”den stakkels narcissist” får ondt i ryggen af at gøre tingene selv.

Når man lever som barn af en narcissist på denne måde er man ofte meget stresset og presset i sin hverdag.
Fordi narcissisten sætter ind med krav, netop når det voksne barn selv har allermest travlt og ikke kan hjælpe i samme grad som de plejer.

Men barnet vender det ofte indad og føler at ”de da ikke kan finde ud af noget, at det er det mindste de kan gøre at hjælpe deres forælder, som har brug for dem”.

Men det voksne barn er fortsat en spiller i narcissistens spil. Der er kun en vinder i spillet og det er ikke barnet.

Kan man aldrig komme fri fra en narcissistisk forælders magt?

Jo, det kan man heldigvis.

Er det nemt?

Nej, slet ikke, men det er muligt.

Hvis du ønsker at gøre det selv, skal du blive på din egen banehalvdel, når du siger fra overfor opgaver og krav.
Du skal undlade at forsvare og forklare dig, men stå fast på din beslutning.

Fx sige:

  • ”Jeg har ikke mulighed for at hjælpe dig, du må finde en anden løsning”.
  • ”Jeg ønsker ikke at blive talt til på den måde. Jeg lægger på, hvis det fortsætter”.
  • ”Jeg vil ikke stå til rådighed for telefonsamtaler døgnet rundt, det må blive når det også passer for mig”.

Der vil sikkert komme masser af drama, bagvaskelse og splitting, når du begynder at ændre adfærd. Det er narcissistens måde at få dig tilbage i spillet igen. Hvis du står fast og fortsætter med at undlade forsvar og forklaring vil dramaet aftage og du kan begynde at bestemme over din egen tid.

Hvis du ikke længere har kontakt, men stadig bærer for meget rundt på narcissistens sætninger, kan du også få hjælp til at slutte fred med din egen indsats og få en forståelse for hvorfor du fandt dig i så meget.

Kan man få lov til at være sig selv?

Ja, det kan man, men det kræver arbejde og tilgivelse. At man tilgiver sig selv, fordi man har gjort sit bedste, selvom det var på en uhensigtsmæssig måde.

Vejen er lang, men det er muligt.

Jeg har kunder som pludselig har fået tid til at læse bøger og have fritidsinteresser, fordi de har sat afmålt tid af til narcissisten og derfor ikke bliver drevet rundt i manegen hver dag.

Hvis du har brug for hjælp til hvordan du begynder at gøre dig fri fra narcissisten, kan du booke en gratis afklarende samtale på 15 minutter og høre om mulighederne for hjælp. Klik her.

De fleste får tilstrækkelig hjælp i et pakketilbud på 3 samtaler. Det koster 2850kr og kan betales i rater uden ekstra omkostninger. Mange vælger at betale 500kr om måneden.

Vil du læse mere om narcissisme er der flere artikler her:

Narcissisme

Narcissistisk adfærd

Mor til voksen narcissist, min historie

Af Linda Gulløv

Linda Gulløv er mor til en narcissist og hjælper andre som er tæt på narcissister med at håndtere de svære og skamfulde relationer, så de bliver nemmere at håndtere.
Linda tilbyder gruppeforløb, konfliktmæglinger og individuelle samtaleforløb. Kontakt på linda@afklaret.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Tilmeld nyhedsbrev

Navn:
E-mail: